Fysiurgisk hundeterapi

Hver hund er unik – og det samme er dens krop, dens signaler og dens behov.
Derfor er intet forløb hos mig ens.

Jeg kombinerer de fysioterapeutiske teknikker, der giver bedst mening for netop din hund og dens udfordringer.
Det kan være massage, kranio sakral terapi, ledmobilisering eller øvelser – eller en blanding af flere tilgange.
Terapien tilpasses løbende, alt efter hvordan hunden reagerer, og hvad dens krop fortæller.

Mit fokus er altid at skabe et trygt rum, hvor din hund kan give slip, finde ro og få præcis den støtte, den har brug for.

Jeg arbejder desuden med hunde, der har diagnoser eller ortopædiske problematikker. Det kan fx være 

  • AD/albueledsdysplasi (både FCP, UAP, OCD)
  • HD/hofteledsdysplasi
  • Spondylose
  • Diskusprolaps (IVDD)
  • Korsbåndsoperation (Chrusrup)
  • Knæoperation (patella luxation)

Forløbet tilpasses nænsomt efter hundens smerter, bevægelighed og helingsfase, så den får præcis den støtte, kroppen har brug for. 

Hvordan jeg arbejder

Jeg starter med at skabe ro, så din hund får tid til at lande. Derefter laver jeg en ganganalyse og muskelanalyse for at få et overblik over bevægemønstre, spændinger og eventuelle kompensationer.

På den baggrund vælger jeg de teknikker, der passer bedst til netop din hund – fx massage, kranio sakral terapi, ledmobilisering eller fascia løsning. Jeg arbejder altid i hundens tempo og justerer løbende efter kroppens respons.

Du får som ejer simple råd eller øvelser med hjem, der kan støtte hundens udvikling mellem vores sessioner.

Jeg arbejder altid ud fra din hunds sikkerhed og velbefindende. Hvis jeg under en session vurderer, at din hund har behov for dyrlægelig vurdering, henviser jeg naturligvis videre, så den får den rette hjælp.

Massage

Massage løsner spændinger, øger blodcirkulationen og hjælper hunden med at finde ro i kroppen.
Det er en blid og behagelig terapiform, som kan lindre ømme muskler, reducere stress og støtte restitution efter belastning eller skader. 

Kranio sakral terapi 

Kranio sakral terapi arbejder med meget lette tryk, der påvirker nervesystemet og kroppens bindevæv. Det kan hjælpe hunde, der er sensitive, stressede, spændte i nakke/ryg eller har svært ved at slappe helt af. Teknikken er særligt god til hunde, der reagerer på små forandringer i kroppen. 

Ledmobilisering

Ledmobilisering er en skånsom teknik, der forbedrer leddenes bevægelighed og aflaster muskulaturen omkring dem.
Det kan reducere stivhed, øge komfort og støtte en mere naturlig og fri bevægelse – især hos hunde med smerter, kompensationer eller aldersrelaterede ændringer.